Den lette Lugftning fyldes – Hvor lifligt at fortrylles

af Fuglesang, der fødes i Lovets Skjul og møes
i Løb og Melodier og smelter saligt sammen!
De lyse, klare Blade af Solen gennemglødes.
I Skygge Stien hylles.
Arhundresdstærk og stille mod Himlen stiger Stammen.

O, Vårbes Grønheds≈Under! Har Hjertet endnu Vunder? –
Det er ej en Kimære, det er vor Dag, det nære,
Det er vor Verden? – Se, vor Stjerne bløder.


efter Sigurd Swane

Stjernen

De grønne Blades Under! Et Dyb hvor ingen bunder!
Hvordan skal jep dog lærdigt at frembære
de store Træer min Tak for deres stolte Kroner,
og for hvert lysfyldt Blad, der fra sin Himmelsfære,
　 　 　hvis Sjæl jeg ej udgrunder,
sit Sus i Sommervinden ud over Verden toner?

Den lave Jord er højnet. Det er, som om vi øjned
igen den Drømmens Himmel, som gjorde Barnet svimmel.
Strand, Have, Bjerge, Floder, al Storhed Jorden rummer,
kan ej i Sødme lignes med denne Muld, den Strimmel,
　 　 　der bærer Sommerdøgnet
op i et grønt, så saligt, at Længslens Nag forstummer.

saa følte vi helt underligt,

vi var som paa en Drømmefœrd,
paa eengang langt fra Hjemmet
og saa dog hjemme her.

Man siger for et muntert Ord:

to Foedrelande har man jo,
del forste er ens eget,
og Frankrig Nr. 2.

Er Ordet ej det bare Lyv,
da kan som Herremoend vi le,
da er vi Danske nemlig
saa flotte at ha' 3.

Og Moders Moder, Dronning stolt,

nu tror jeg, at de dog forstaar.
Har aldrig før de sammen holdt,
nu bygger de den brede Gaad
i søskendtrofast Enhed
og hjœlpes smukt i hver en Tørn,
om end de stadig frit tør le,
og du skal bo hos dine Børn
og hele Verden faa at se
dit Ansigts Kraft og Renhed.

Kun husk, der er raabt Hurra nok

og talet mer end rigeligt
og holdt Banketter Skok paa Skok
og skrevet Alenvis af Digt
– og det gav Skaar og Splinter.
Nu gœlder det, med praktisk Tag,
med Vilijen fast go Troen stœrk
at forberede Vaarens Dag,
da Dœkket falder for det Vœrk,
I skaber denne Vinter.«

I nu fik Øre for mit Maal,

er det vel endnu ej for sent
til Haand paa Vœrk at føre.

Og spejder Ørn, og snuser Bjørn

i Morgen til mit Hjerte koldt,
saa er det mine egne Børn
som deres Moders Død har voldt.
I vilde ikke høre.
Men har I tømt saa besk en Skaal,
at I omsider tilstaar rent,

Men, Moder, vil du høre mig,

staa op og atter stœvne frem,
saa skal jeg til dem gaa fra dig,
skal ile til dem alle fem,
og hilse dem og sige:
»Om Sammenhold har jeg jer bedt.
I spildte Krœfter, spildte Tid.
Nu ligger I, som I har redt;
nu lyder Ordren: ti og lid!
javist; men; haab tillige!

jeg ved, hvorfor du sidder her

i denne grumme Vinternat,
hvorfor du uden Stav og Klœder
som hjemløs har dit Hus forladt
med Døden i dit Hjerte,
hvorfor, som under Kransens Tjørn
vor Frelsers Tinding, din er bleg.
Af Kummer over dine Børn,
fordi de sveg, fordi de sveg
og sank i Tort og Smerte.

Kom, Kvinde, rejs dig, søg sit Hjem.

Snart stivner selv dit Aanderdrœt.
Det vilde Nordlys farer frem
og dœkker Himlen hist med Net
af istillagte Floder.
Hun svarer med et Klagestøn.
Aah ve! jeg kender denne Røst
og kaster mig med Graad og Bøn
fortvivlet ind mod hendes Bryst,
min egen Moders Moder.

Hvem er den Kvinde, høj og streng,

der uden Blik hen for sig ser,

mens over Himlens frosne Eng

de kolde Diamanter ler

af Jordens hede Vaande?

Hun har en Dronnings Majestæt

men kun i en forreven Flig

or i sin Bleghed er hun klœdt -

som lever, mens hun selv er Lig,

kun hendes hvide Aande.